Jeg er virkelig dårlig til at afvise folk der helt åbenlyst craver kontakt. På denne måde har jeg fået mange nye, mere eller mindre, uønskede venner. Det startede med vores nabo som jeg troede, spurgte om vi skulle drikke en kop kaffe sammen i det nye år, men på grund af hans ikke helt forståelige dansk, så blev det som bekendt til at vi fejrede nytårsaften sammen. Den anden dag havde han så åbenbart spurgt, om jeg ville arve 200 plastikposer fra hans kælderrum. Jeg sagde ja, men kun fordi jeg ikke var helt sikker på hvad det var der var 200 af, og fordi jeg synes det var uhøfligt at sige nej.

Hvis ikke det var for min kæreste, der er væsentlig bedre til at sige nej end jeg er, så ville hele lejligheden være fyldt med alle mulige underlige ting, og der ville være et konstant rend af folk, fordi jeg ikke kan finde en pæn måde at fortælle de lokale småtosser på, at selvom jeg er all for godt naboskab og at vi hilser pænt på hinanden når vi møder hinanden på gaden, så er der bare ikke mentalt overskud til at være venner med dem alle sammen. Hvilket egentlig er sjovt, for jeg har altid selv syntes, at jeg var sådan forholdsvis ligeglad med hvad andre folk mente om mig, men jeg er åbenlyst utroligt bange for, at andre folk skal synes, at jeg er bare er høflig.

Det ender med at vi bliver nødt til at flytte.. og når vi så er smuttet, så vil jeg prøve mit bedste altid bare at løbe til og fra vores hjem i så høj fart, at jeg ikke kan nå at hilse på nogen som helst!

Hende der i en reklame ringer til sin veninde, udelukkende for at fortælle at hun er vild med en eller anden yoghurt. Har hun overhovedet andre venner?

Når reality-”stjerner” klager over, at det de siger og gør på tv ikke er sådan de er i virkeligheden. Skyldes det ikke nærmere manglende selvindsigt end onde, manipulerende tv-selskaber?

Hvad er det for noget med den der kvindeting med at vi fortæller hinanden, at hvis nogen griner af os når de går forbi på gaden, så er det bare fordi vi er så pisselækre at andre er SÅ misundelige, at deres egen usikkerhed får dem til at gøre nar af os? NEJ, når du har tegnet dine øjenbryn helt op i panden, og man kan se din g-streng fra stikke ud over kanten på dine bukser, så griner jeg fordi du ser dum ud. Ikke fordi jeg er misundelig fordi du er røvsexet…tro mig! (til gengæld tror jeg heller ikke I er misundelige når I ser min røv, der mest af alt ligner en gang over-hævet bolledej).

Hende der Amanda er favorit til at vinde Big Brother…ERROR, ERROR, ERROR!

Jeg har en plan. Faktisk er det en skidegod plan. Jeg har ikke helt selv fundet på den, den blev serveret til mig på et fint sølvfad, det eneste jeg skal gøre er, at gøre det til min plan. Slut prut med nederen, selvmedlidende blogindlæg. Nu skal jeg være proaktiv. Som i lige nu.
Jeg gik i gang med at skrive planen for flere timer siden. Men kender i det, når der ligesom kommer gang i de store tanker, så sætter det også bare gang i en masse ligegyldigheder. Og med det roderi der er under det uglede røde hår, så er der fandeme ikke noget at sige til, at det af og til står lidt skidt til. Kender I det når man bliver bare en lille smule distraheret af en reklame.. for en eller anden latterlig ost. Og så starter det bare ligesom, ikke? Og det tager åbenbart ingen ende heller:

Mnnn…ost -> Jeg er sulten -> Jeg vil have rugbrød med hummus og agurk -> Hvorfor havde Irma også udsolgt af hummus -> Kan også bare spise kartoffel Rösti til aftensmad -> Hvorfor fanden laver jeg så nederen aftensmad? -> Fordi vores køkken er herrerodet og jeg kan ikke finde en skid -> Hvor har jeg egentlig lagt min pung -> Og mine nøgler? -> Gad egentlig vide om mit klippekort ligger i min pung? -> Fuck, ellers bliver det dyrt at komme på arbejde på mandag -> Åh nej, den forlængede weekend er snart slut -> Hvorfor har jeg også set så mange dumme film, hvorfor læser jeg ikke noget bøger? -> Hvorfor har alle mine bøger et lyserødt omslag? -> Nej, se…sæbebobler! -> Mnnn.. kantinen på arbejde laver god hummus -> Gad vide om der sker noget sjovt på det der Wordfeud? -> Mnnn…hummus! -> Fjernbetjening, fjernbetjening, hvor er duuuuu? -> Nej, se…fodbold! -> Fuck, en klam opvask -> Nu hoster vores gamle nabo igen.. nogle gange kan jeg altså ikke helt finde ud af om man bare skal bryde ind og slå ham hårdt i bystet…ej, så ender det nok bare med endnu en nytårsaften anno 2011/2012 -> mnnn…hummus!

Fuck det. Nu går jeg lang tur med hunden.

Så sad vi lige og så fodbold på nettet den anden dag, da følgende tilbud dumpede lige ned i skødet på en!

I dag i bussen hørte jeg to drenge (sorry, men I er sgu ikke mænd når I er under 25 og er plastret ind i Axe!) i bussen sidde og tale om deres arbejde. De arbejdede åbenbart i en butik eller kundeservice af en slags. Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

- Så kom ham den der fucking kunde igennem igen!
- Ham der den fucking nederen kunde?
- Ja, så sagde jeg til ham “Hvad fucking fanden regner du med”.. han fattede bare ikke en fucking skid
- Ej, det er rigtigt, han fatter ikke en fucking skid!
- Så sagde jeg “What the fuck havde du troet jeg kunne hjælpe dig med?”
- Så holdte han vel sin fucking kæft?
- ja mand, så holdte han sin fucking kæft.

Jeg forstår ikke hvordan de overhovedet kan have et fucking job?

De to mindede faktisk utroligt meget om nogle der blev smidt ud af en anden bus jeg sad i for et stykke tid siden (bruger altså også for meget tid i de der busser, altså). De havde skabt sig fuldstændigt åndssvagt hele turen, og efter flere trusler smed chaufføren dem ud. På vej ud råbte de til ham “DIN MOR ER LUDER!”. Ej, seriøst? Din mor er luder? Sandsynligheden for at det var jo faktisk virkelig lille. Men var alligevel på nippet til at spørge chaufføren om det var rigtigt. Og hvis det var, hvor fanden vidste de det så fra?